Handicap 17. Juni 2020

17. juni 2020 22:20 , af Anders Vejby

Endnu en Handicap runde i rigtigt strandvejr og uden nævneværdige bølger. 15 både til start - et lidt lavt tal vejret taget i betragtning. Tænker at klubbens brede medlemsskare er nødt til at være stand-in for de begyndere vi jo ikke har (endnu) i år. Så hermed en venlig opfordring til at komme og deltage.

Det var første gang vi så individuel start i funktion (ihvertfald i den seneste årrække). Det gik godt, men vi skal lige tænke på at det er lidt mere krævende for starteren, derfor et par retningslinjer:

  • Kom i god tid - sidste chance for at blive skrevet på startlisten (dvs forstyrre starteren) er kl. 18:55
  • Tjek dit starttidspunkt på startlisten samt noter dig den person der skal starte umiddelbart før dig. Så kan du nemmere være klar ude på startlinjen.
  • Det er dit bådnummer der bliver råbt op til start.

Tak til Lisbeth og Jim for eksekveringen af starten og tidtagningen i aften.

Formålet med Handicap og de individuelle starttider er jo at feltet ideelt skal passere målstregen i samlet flok. Ser vi bort fra dem der debuterede i aften (altså ikke havde et handicap) samt dem med tekniske problemer og en enkelt tyvstart (dog i god tro), så kom de resterende 8 både i mål indenfor 4½ minut. Jeg tænker at vi kan snævre det ind efterhånden som konkurrencen tilspidser og der er mindre rum for "taktisk roning".

De nævnte tekniske problemer var hos både Nicolai og undertegnede hvor styrtøjet svigtede. For mig blev løsningen et bådskifte efter første runde - bare for at eliminere alle tanker om at jeg skulle ro taktisk :-)

Thorbjørn rundede i tiden 26:01 som den hurtigste. Behrouz har med tiden 28:25 også god fart på. Tredjehurtigst var dernæst toeren med Mette & Inge i tiden 28:47.

Der blev uddelt point i aften - først over stregen, 8 minutter hurtigere end i sidste uge og også med maksimum point blev Merete, og det er korrigeret for at Merete kom til at starte kl. 19:00 og ikke til sin individuelle starttid (ca. fire minutter senere). Så 25 velfortjente point til Merete. Toeren med Mette & Inge nappede 24 point efter en forbedring på over 6 minutter, mens Jim tog de 23 point i sit soloridt forud for alle os andre.

Tak til Briancon som denne uge var på den store klinge med levering af både brød og byens absolut bedste croissanter.

Resultaterne finder i vedlagt.

Vedhæftede filer