VI sluttede første halvdel af Handicap sæsonen 2025 af under de klart bedste betingelser i aften; sol, drønvarmt, ingen vind, kun lidt færgedønninger og tordenvejret på god afstand. En fornøjelse at det så også resulterer i en deltagerrekord for sæsonen - 23 både og 26 roere var der til start. Efter gennemgang af videoen skal der lyde en ros til startgrupperne 4 og 5 for at afvikle en diciplineret start - alle i grupperne var faktisk i billedet da de blev startet. Her kan specielt gruppe 2 godt lære lidt... :-) Der var 9 startende i gruppe 1 (billede vedlagt), - heriblandt 5 begyndere fra i år, samt det tætteste vi kommer på en dronninge ekvipage med Esther & Mette Marie (billede vedlagt).
Som følge af de ret gode forhold blev der lavet 20 personlige sæsonrekorder i aften, og runden gav årets næsthurtigste gennemsnitstid for feltet. Jeg observerede to vandgange ved den nordlige bøje - én på første runde og én på anden runde. Det er uklart om det var den samme der var ude at bade, men det ser ud til at Anders Laursen vælger at gå på land ca. 18 min inde i løbet, og gennemfører derfor ikke. Den hurtigste tid 25:39 satte Thorbjørn, efterfulgt af Ellen & Jens Ole (25:52) og Erik Steen (26:40).
Dagens pointvinder med 25 point var Henrik, som fik lavet en tid godt 7½ min bedre end forventet. 24 point gik til en anden begynder fra i år - Nadja - med en forbedring på 4½ min. 23 point gik til Inge Birthe til en pris på knap 4 min ifht hendes handicaptid.
Det samlede podie har efter i aften igen kun én pr. skammel, og point spændet på podiet er nu 6 point. Top 5 ligger indenfor 8 point.
I aften var som annonceret sidste runde inden sommerferien - Handicap holder ferie i ugerne 28, 29 og 30. Dvs. vi ses måske til fokuseret træning i perioden, og så er vi klar til start igen onsdag d. 30. juli kl. 19:00. Rigtigt go' sommerferie til alle!