Handicap 3. juli 2024 - Sommerafslutning

3. juli 2024 22:18 , af Anders Vejby

Sidste runde inden sommerferien blev en hurtig runde - igen blev feltets gennemsnitstid forbedret for sæsonen. Gennemsnittet blev 29:17 - tiltrods for at det ser ud til at den nordlige bøje lige er vandret en smule nordpå og lidt mod land. Skulle nogen i løbet af sommerferien få mod på at flytte den på plads, så skal den ligge på linje med indgangsportalen ved Lille Marselis.

Der var 20 roere til start fordelt i 17 kajakker - godt at se så mange toere med denne gang. Jeg opgraderede mig selv til startgruppe 3, og fulgte næsten med frem til første vending. Gevindsten var her lidt drama i vendingen. Det var Ove der stod for dramatikken da han var så uheldig at ligge i vending med Nicolai. Det er hvad man i bokseverdenen ville kalde "langt uden for egen vægtklasse". Om det var hækbølgen eller dragget fra Nicolai i den indbyrdes passage er uvist, men resultatet var, at Ove som et blad for vinden fløj ud på den blå hylde. Ove mistede etfer den oplevelse og svømmeturen desværre appetitten på at fortsætte og udgik. Dommeren ser dog ingen grund til at gribe til disciplinære repressalier overfor nogen af de involverede.

Vi var 13 der forbedrede vores hidtil bedste tid for denne sæson, men Thorbjørn kunne lave dagens hurtigste tid (25:16) uden at gå til de yderligheder. Næsthurtigst var dagens to'er debutanter Mette G & Ellen A i tiden 25:56, ét sekund foran Finn. Pointhøsten blev toppet af Richard til en pris der hed ca. et minuts forbedring af hans bedste tid. 24 point gik til Dorte & Jette. Her var prisen dobbelt så stor, da de skar ca. to minutter af deres sæsonrekord. Endlig fik Jan dagens tredjeplads og 23 point - prislappen var her 1½ minut. Så godt at se at der blev handlet point ind uden meget skelen til prisen og taktikken. I den samlede stilling kan jeg oplyse at 133 point indløser billet til top 5, mens toppen af podiet kræver 175 point. Men det bliver der lavet om på i efterårssæsonen.

Resultaterne er vedlagt. Vi starter op igen onsdag d. 31. juli kl. 19:00. Indtil da rigtig god sommerferie til alle.