Handicap afslutning 2021

8. september 2021 22:44 , af Anders Vejby

Så gik solen ned over Handicap sæsonen 2021 og vi fik kåret en vinder. Med DMI definitionen var det endnu sommer og bugten skulle have været domineret af vestenvind og fladt vand. Lige den sidste detalje holdt ikke (vand), og vi var flere der lige down-gradede kajakken inden starten. Der var 17 kajakker og 19 deltagere til start. Det var faktisk sæsonens næsstørste felt. Lene debuterede i gruppe 1 som begynder, Lagoni var med i dag som "sit-on-top" surfende en-mandshær i gruppe 3, hvorfra han iøvrigt tog dagens førsteplads og de 25 point. Hovedfeltet med 10 kajakker startede i gruppe 4. I gruppe 5 var der fire startende, men angiveligt udgik Henrik uvist af hvilken årsag. Thorbjørn udgjorde gruppe 6, og fik vanen tro rundet hele forsamlingen inden målstregen i aftenens bedste tid 24:43. Ellen havde en enkelt vertikal afstikker og måtte ud på en svømmetur kort inden sidste vending. Her var feltets nybegynder Lene, den der havde lærdommen friskest i erindring, og Lene fik straks udført makkerhjælp for Ellen. Det er altså go' stil, som nok burde få en instruktør til stolt at rette ryggen og tilskrive Lene nogle af hendes manglende kilometre for den bedrift.

Der var før denne sidste runde ikke reel spænding om 1. og 2. pladsen - når blot der blev givet fremmøde fra de to. Men 3. pladsen var helt åben med kun et point mellem Skovgaard og Nicolaj på 4. pladsen. På papiret måske en favoritværdighed til Nicolaj, men Skovgaard ender med at ro tættere på sin forventede tid og får i aften to point mere end Nicolaj. Så bronzen går til Skovgaard med samlet 252 point. Andenpladsen går til undertegnede med 268 point, mens Rolf flot forsvarede og udbyggede sin 1. plads og endte med 287 point. Stort tillykke til Rolf, som dermed er vinder af MKC Handicap 2021! Vedlagt finder I et billede af podiet samt den endelige resultatliste.

Vi har i gennemsnit haft 16 kajakker til start igennem sæsonen. Det er faktisk præcist det samme som i sidste sæson. Sæsonen er gennemført med 7 færre unikke deltagere sammenlignet med sidste år. I år blev det 41 forskellige deltagere, som tilsammen har tilbagelagt 975 km mellem de to bøjer.

Tak til aftenens kagebager - Mette Marie, og iøvrigt til dem der igennem sæsonen har haft tid til at sørge for kage eller brød - det kan noget.

Tak til Jim for tidtagningen onsdag efter onsdag - uden den var det heller ikke helt det samme.

Vi snakkede (igen) lidt om at revolutionere pointsystemet til næste sæson, og der var et par spændende forslag, som jeg kigger videre på. Det ender nok i en afstemning inden starten næste år. Der var bred enighed om at vi uanset holder fast i gruppestartskonceptet.

Vi ses - før eller til Handicap starten 2022 ;-)