Handicap 7. august 2019

7. august 2019 22:46 , af Anders Vejby

Med 30 både og heriblandt 4 mandskabsbåde til start var det på alle måder deltager rekord i aften. Det gode vejr og det flade vand må have lokket nogen ud af mandskabsstolen derhjemme (læs: sofaen).

Knap 10 begyndere var med, hvoraf et par stykker kom afsted i toere med Max og Ove - de herre er snart faste "toer-introducenter" (hvis det er et ord). Der var også flere af de goe....erfarne roere som kiggede forbi, så alt ialt en super opbakning til Handicap/klubaften.

Der var efter løbet en del rettelser til startlisten og mållisten/resultaterne, så hvis du har interesse i point og tider så check lige resultatlisten, om der er noget der ikke er som det skal være. Én detalje jeg ikke har input til at løse faktabaseret er at der var to både med nr 27 i startlisten. Jeg ved ikke om det var Mia&Max eller det var Mathias Helsted der roede med nr 27? Jeg har i resultaterne givet Mathias et andet startnummer men med samme sluttid, men ved ikke om det er tæt på at være rigtigt? Så nødvendige rettelser modtages gerne som kommentarer hernedenfor, på FB-opslaget eller på anden vis. Tvivlsomme ønsker om at forbedre egen præstation på denne konto honereres ikke :-)

Banen var hurtig i aften, og alle uden undtagelse lavede i aften deres bedste tid denne sæson. Faktisk var halvdelen af feltet i mål indenfor den halve time. Hurtigst (dog ikke under de 23 som jeg fik lovet nogle) var Thorbjørn i tiden 23:58, og det er den hurtigste tid der er lavet i år. Her skal man lige tage det forbehold at banelængden henover sæsonen ikke er en helt eksakt størrelse. Næsthurtigst var Krogsager i 26:05 - skarpt forfulgt af Emma&Ove ét sekund efter.

Jørgen høstede de maksimale 30 point da han roede godt 10 min hurtigere end hans forventede tid. Det kompenserer lidt for at han ved sin sidste deltagelse fik en noget forkert tid. 29 point gik til Merete som kom i mål 8 min før sin forventede tid, og dagens tredjeplads med 27 tildelte point gik til Birgitte Ranfelt 7½ min under sin forventede tid. I den samlede pointstrid var der ingen af os(!) på det samlede podie som tog del i den høje ende af pointstriden i aften. På den samlede 3. plads ligger undertegnede med 184 point. På 2. pladsen ligger Nicolai (190), og i front har vi igen Rolf med 195 point. Så med en top 3 indenfor 10 point er der intet der er afgjort. Eksempelvis tog undertegnede først i dagens løb fat på kap-klassen. Hvad kan det ikke blive til....

Resultaterne fra i aften ligger i vedlagte.

Vel mødt igen i næste uge!

Vedhæftede filer