Vi ramte lige på sæsonens gennemsnitlige antal startende i aften - 15 kajakker på vandet. Vi er efterhånden blevet så gode, at der ikke er startende i gruppe ét længere, og Jette & Henriette kunne i aften følges ad i gruppe to. Godt at de var to til at finde rundt ved den første nordlige vending, hvor en måge var ved at lede dem på afveje. Der er nok ikke gået nogen ornitologisk skarpretter tabt hos dem :-) Bjarke og jeg var gruppe tre, men da Bjarke roede 1½ minut hurtigere end hans forventede tid, havde den gruppe ikke lang levetid. Rotiderne i gruppe fire (med fire startende), var lidt ud over det hele med en spredning på 4½ minut. Krogsager gav den gas, og Nicolai bøvlede med teknikken i styrtøjet. I gruppe 5 var der en overvægt af Stoubæk'ere, og Sarah fulgte flot op på sidste uges præstation, og stak i surfkajakken afsted med aftenens hurtigste tid (26:05). Det er anden gang denne sæson at en ung kvindelig roer har sat os på plads. Det er stærkt! Tre sekunder senere kom toeren med Oliver og Casper. Med aftenens tredje hurtigste tid, havde vi i aften debut af endnu en hurtig kvinde - Astrid Hjort. De der surfkajakker tenderer vist materialedoping :-) I gruppe 5 måtte Klaus desværre udgå med en dårlig skulder.
Bjarke fik fuldt point udbytte for aftenens indsats. Richard og undertegnede satte også vores sæsons bedste tid og modtog hhv 24 og 23 point.
Der er nu tre runder tilbage af denne sæsons Handicap, og det er stadig muligt for flere at nappe pokalen, mens det for alle er muligt lige at finpudse formen eller at ende sæsonen med at sætte flueben ved "har deltaget i Handicap 2026".
Resultaterne er vedlagt.